Vi har haft de foerste moeder omkring vores projekt. Efter lang tids diskussion har vi fundet frem til, at det hoejst sansynligt bliver et projekt om at renovere skolens koekken, og et klasselokale. Det har vaeret ude af drift i mange aar, og moedrene har paa skift lavet mad til boernene der hjemme. Men madordningen var saa smaat koert i saenk, fordi det kun var de fattigste der stoettede op om ordningen. Resten af boernene faar mad med hjemmefra. Det resulterer i, at det tit kun er de rige boern der faar mad i skoletiden. Samtidigt oensker kvinderne et sted, hvor de kan samles og laere af hinanden. Nogle kan undervise i madlavning, andre i syning, og andre i sundhed og hygiejne. Da vi synes, at begge projekter giver rigtig god mening, har vi slaaet det sammen, og nu haaber vi paa tilladelse til at aabne skolen for kvinderne i byen.

Min familie paa landet er virkelig soede. Jeg foeler mig som en alien i deres selvskab, fordi  de glor paa mig fra morgen til aften og undres over hver en bevaegelse jeg goer. De foeste dage var meget akavede, men efterhaanden har jeg vaennet mig til at mime alt, hvad jeg siger i stedet for at snakke.  De er meget nysgerrige, men af meget faa ord, hvilket resulterer i, at de har gennemrodet alle mine ting hver gang jeg kommer ind paa mit vaerelse. Men de er meget venlige, og jeg ved, at de aldrig kunne finde paa at tage nogle af mine ting, saa der er ikke andet at goere, end at grine af det. Jeg har fire soeskende paa henholdsvis 6, 14, 16, 18 og 19. Fire piger og en dreng. Min mor hedder Eva og min far hedder Manuel. Min far har det  stoerste smil jeg nogensinde har set, og han bruger det flittigt, saa det lyser op over hans strutmave, naar han laener sig tilbage i hjoernet af den moerke stue. Stuen er indrettet med et konstant taendt fjernsyn, som tilsyneladende kun kan vise saebeoperarer, og seks plasticstole, som er stablet i hjoernet. I det modsattehjoerne er mit vaerelse bag noget sort plastic, og mellem to paele haenger en haengekoje. Grisene, hundende, kattene, skruptudserne, aenderne, papegoejerne, fugleedderkopperne og hoensene faerdes frit i hele huset – ogsaa min seng. Gulvet er jordstampet, og maaden man goer rent paa, er at haelde en spand jord ud over gulvet, saa det daekker alt det man har smidt og spyttet ud paa gulvet. Latrinet ligger 100 meter gennem den taet bevoksede have.

Til at starte med var der ikke noget bad. Saa det foreste bad jeg tog, foregik ved vaskestenen i haven foran naboen, som var blevet inviteret, og som ikke lagde skjul paa, at det var sjovt, at jeg foelte mig flov over at bade foran 5 andre mennekser, som gloede intenst paa min noegne krop. Ganske graenseoverskridende. Det resulterede ogsaa i at vi gav min nicafar noget plastic, og han gik straks i gang med at bygge et bad i haven. Efter hans projekt med badet er han begyndt at bygge en ovn i haven. Snart kan jeg bage dem en kage, paa dansk manér.

Det var nok fra Nicaragua. Jeg skal naa en bus tilbage til landet.

Nyd det danske foraar for mig, som starter lige om lidt. Margrete.

• Aftaler er noget man laver for sjov. Saa hvis du vil aftale noget med en nicaraguaner, sa sig, at du kommer to timer foer du har taenkt dig at komme.
• Hvis du vil sende mails, saa goer det inden du tager til Nicaragua.
• Du bliver stensikkert solskoldet.
• Folk ser maerkeligt paa dig, naar du spytter dit tandpasta ud et andet sted end paa gulvet.
• Skal du vaske toej, lave mad, feje, eller andet husholdning, saa bliver nabo og venner inviteret til at se paa. (Dette gaelder ogsaa det foerste bad jeg fik paa landet.)
• Et baal kan ikke taendes uden materialer som plasticposer eller traktordaek.
• En plan er til, for at kunne aendres.
• Du bliver aedt op af myg.
• Du kan ikke undgaa at bliver forarget over, hvor korrupt et land kan vaere paa baade micro- og macroplan.
• du vil maerke frygten for at huset vaelter naar du laegger dig i haengekoejen.
• du faar en kaempe oplevelse for livet og moeder nogle fantastisk soede mennesker, som er yders nysgerrige og venlige.

Det var elleve ting, men som en gammel spejder ville sige: “Vaer beredt!”

Meget forsinket blogindlaeg afskrevet fra min dagbog i Matagalpa den. 9. februar:

Still going strong i Matagalpa! Dog er de fleste af os ramt af sygdom grundet en vandforurening i Matagalpa. I morgen tager vi ud paa landet. Det bliver ikke det kooporativ som vi havde planlagt, for de aflyste i gaar. Men der var heldigvis et andet kooperativ der ville have os. Det bliver den sidste opdatering i nogle uger.

For leden aften holdte vores hostel “La Buena Onda” foedselsdagsfest. I den anledning delte de praemier ud. Sofie og jeg var saa heldige at vinde en guidet trekkingtur i Matgalpas bjerge + et besoeg hos et kooperativ.
Grundet kaffekriserne i 1989 og 2001 er mange kooperativer begyndt at specialisere sig i flere forskellige ting, saa de er sikret en indkomst, selvom hoesten er daarlig, eller der sker pludselige prisaendinger paa kaffemarkedet. Det koopertiv vi skulle besoege havde geder, hoens, heste, grise, bier, kaffe, kakao og en lille ormefarm. Ja, de avlede orme.

Vi blev hentet af vores guide Marlon klokken halv ni.Herfra blev vi koert op i bjergene og sat af ved en af kooperativets familier, som var meget soede og boed os velkommen. Marlon viste os kaffeproduktionen. De har 25-30 kaffeplukkere, hvoraf cirka halvdelen kommer langvejsfra og bor i kooperativet mens høsten står på. disse arbejdere er typisk meget fattige landarbejdere, som tager fra sted til sted året rundt. Hvis kaffeplukkeren er fra området, bliver han betalt pr. spand kaffebønner han plukker. De som kommer langvejs fra får kost og logi + lidt ekstra løn.

Når kaffen er plukket bliver den hældt i den store kaffemølle, hvor pulpen bliver fjernet med en maskine. Herefter skal bønnerne ligge tørt i 24 timer. Efter det bliver bønnerne skyllet i vand fra floden. Det er kvindernes arbejde at vaske bønnerne. Efter vaskningen bliver boennerne sorteret efter kvalitet. De bedste boenner falder til bunden. Naeste portion af boennerne er en blandning af skrald og gode kaffeboenner, som efterfulgt bliver finsorteret af kvinderne. Sidste bassing er skrald, som bliver brugt til den kaffe de slev drikker og instant kaffe. Disse boenner er enten knaekkede eller fyldt med dyr. Efter boennerne er vaskede og sorterede bliver de sendt til byen, hvor de pilles og ristes. Til sidst kan den saelges til cirka 7$ pr. pund.

Kaffemoellen

Sofie og Marlon ved kaffemoellen.
Randen langs kaffemoellen, er der hvor kaffen bliver skyllet.

Efter Marlon havde vist os kaffeproduktionen blev vi vist rundt i resten af kooperativet. Undervejs fik vi en lille ridetur paa en af arbejdshestene.
De gik meget op i, at vaere baeredygtige. I den forbindelse havde de en ormefarm. Den bestod af nogle store tanke med jord og skrald fra kaffeplantagerne. Ormene fik de importeret i smaa portioner fra USA, og saa avlede de selv videre paa dem. Naar ormene havde omsat alt affaldet til muld blev det blandet med den 6 maaneder gamle kaffepulp og spredt i plantagen. Nede i hjoernet af hvert tank var der et hul, hvor de opsamlede ormenes tis, som ogsaa blev spredt i plantagen.

Ormefarmen

Koeerne

Hoensene

Udsigten

Rytteren

Den soede familie

Inden vi skulle trekke i bjernene fik vi middag hos den soede familie fra kooperativet. det var uden sammenligning den bedste mad vi har faaet i nicaragua indtil videre. Bedstefaren i familien proevede ihaerdigt at tale engelsk til os, og vi proevede at foere spanske samtaler med vores beskedne ordforraad. Det gik op for mig, at det bedstefaren provede at sige, var at han havde en datter der lignede mig. De bad os tage et billede af dem, saa vi aldrig ville glemme dem.
Vi sagde farvel og begav os ud i bjergene. Her saa vi masser af aber, dovendyr, kolibrier, grippe, skildpadder, en enkelt slange ved vores foedder og termitter, som vi spiste levende. De smagte af mint.

Aberne

Vi sluttede turen ved Matagalpas stoerste vandfald “The white waterfall”. Et meget smukt sted, hvor vi ogsaa fik lov at svoemme en tur. Det koelede dejlig paa vores solbraendte hud. vi blev koert tilbage til byen bag paa en ladvogn, hvor vi havde nogle sjove nica-damer med. Det er aabenbart meget almindeligt at blaffe i Nicaragua. Alt i alt var det en virkelig svedig tur, ogsaa bogstaveligt talt. Det var super fedt, at faa en forsmag paa hvordan det er, at vaere paa landet. Jeg glaeder mig mere og mere!

The White Waterfall

Dog har vores kooperativ aflyst i dag, men det ser ud til, at en anden lille flaekke vil have os boende i stedet. Typisk Nicastyle. Men det hele snor sig sikkert alligevel. I hoerer mere, naar jeg er paa landet. Adios amigos!

Buenas dias! Vi ankom til matagalpa i går formiddags efter en to timers bustur gennem et utroligt, smukt landskab. Matagalpa er en virkelig dejlig by. Gaderne er malet i alle regnbuens farver. Hver en husgavl er fyldt ud med et vægmaleri – reklamer for Coca Cola, claro eller et hvilket som helst andet selvskab, der har fået lov at sætte sit mærke. For hver hundrede meter man går, møder man duften af gallo pinto fra et af de mange gadekøkkener.
Her er meget anderledes fra managua, hvor husene generelt er meget mere barrikerede, hvilket også sætter sit præg på stemningen. Folk virker mere åbne i Matagalpa. De vil meget gerne snakke og fortælle.
Vi er blevet indlogeret på et lille hostel, hvor de har en stor kanin til at hoppe rundt.
I morges blev jeg vækket af hanegal, og lyden af den uforståelige radiospeaker, som bliver afspillet fra en masse ladvogne, der kører rundt i byen og holder byens borgere informerede med larmende liveradio… Et fænomen jeg aldrig har set før, men som er meget udpræget i Matagalpa.
Lige nu ligger jeg i en hængekøje i skyggen og terper spanske verber. Vi er nemlig startet på sprogskole i går, og vi har fået lektier for. Der er lang vej til flydende spansk, men jeg ved godt mod, da det minder rigtig meget om det italienske, jeg kan.
Jeg må videre i programmet, hvis jeg skal nå at spise frokost før jeg skal i skole. Hav det godt!

Hola!
Jeg lovede at give et tegn, naar jeg var fremme.
Det er jeg nu! Jeg naaede helskindet til Managua, dog uden min baggage, som vi afleverede til en suspekt lufthavnenarbejder. 27,3 procent af vores baggage er ikke naaet frem. Det er daarlig statestik for american airlines. Men paa trods af den daarlige service i lufthavnen, er stemningen hoej! Vi sidder ved poolen og spiser havregrod med bananer. Temperaturen er perfekt, og Nicaraguanerne er meget venlige. Alt i alt en dejlig ankomst!

Jeg troede aldrig at jeg skulle nå at sige det, men er jeg klar til at tage afsted! Tasken er pakket, og jeg er taget hjemme fra.
I nat sover jeg ved Ingeborg og Jesper i deres nye, flotte lejlighed i København. Jeg blev kørt til København af mine forældre og Niels, og nu hvor afskeden er overstået, har Ingeborg trøstet mig lidt med børne-mgp og chokolade.
I morgen tidlig klokken halv seks skal jeg være i lufthavnen. Så går turen til Managua via London og Miami.
De første tre dage af vores rejse skal tilbringes i Managua, hvor der er 33°c. Det bliver skønt at komme væk fra den danske vinter.

Nu glæder jeg mig virkelig til at komme afsted! Jeg er vildt spændt på at møde de familier jeg skal bo ved, at lære spansk, at se landet, at mærke stemningen, og at få af-/bekræftet alle de fordomme, forventninger og bekymringer, som de tidligere brigadister har sat i hovedet på mig. Det bliver helt sikkert en kæmpe oplevelse.

Jeg håber, at i vil følge med på min blog. Jeg opdaterer, når jeg er nået godt frem i Nicaragua.