Nu er jeg efterhånden ved at være landet i Rødding præstegård. Jeg har fået spist nogle rugbrødsmadder med leverpostej, og jeg prøver at vænne mig til den nye døgnrytme. Det er dejligt og koldt at være hjemme.
Det var en meget pludselig beslutning at rejse hjem to uger tidligere. Men Rasmus, som jeg skulle rejse videre sammen med, var blevet nødt til at rejse til Danmark, fordi han var blevet bidt af en hund. Han skulle fluks hjem og have en rabiesvaccine. De andre havde allerede planlagt deres videre færd, og så endte jeg midt i min sygdomsrus med at bestille nogle nye flybilletter hjem.

Det har været en spændende rejse. Det har været vildt, at opleve hvor lidt et land kan fungere, og det har virkelig givet mig et nyt og bedre billede af Danmark. Jeg er evigt taknemmelig over, at jeg har fået lov til at vokse op i et land som Danmark, i en familie som min. De frustrationer jeg har haft på min rejse over Nicaraguanernes uselvstændige tankegang og deres mangel på forventninger til sig selv og hinanden, er alene et spejlbillede af det samfund de er født ind i. Man kan ikke bebrejde dem ret meget, for de har slet ikke haft muligheden, for at få en selvstændig tankegang. De har aldrig oplevet, at de kan forvente noget af systemet eller hinanden. Det ligger meget dybt i dem. Som min Nica-mor på landet sagde: “Vi nicaraguanere, vi kan ikke finde ud af at have penge mellem fingrene, så tager vi dem bare til os selv.” Hvis det er grundindstillingen til sig selv og samfundet, så er det svært, at ændre noget. Og selv om jeg synes, at mine Nica-forældre var nogle fantastiske mennesker, så tror jeg, at det lige så godt kunne have været dem, der havde været de korrupte i kooperativet. For det er ikke et spørgsmål om, hvorvidt de er gode mennesker. Det er et spørgsmål om, at det er sådan det fungerer i Nicaragua, og folk har aldrig oplevet andet.

En anden ting, som har gjort stort indtryk på mig, er børneopdragelsen og skoleundervisningen. Det er mildt sagt en mere håndfast børneopdragelse i Nicaragua. Igen, ved jeg, at min Nica-mor slår børnene, fordi hun tror, det er bedst. Hun gør det ene og alene fordi hun ikke ved bedre. Man kan ikke bebrejde hende noget.
Den uselvstændige tankegang er grundet mange ting, men mest af alt, at de lever i et diktatur, tror jeg. De får ikke lov at tage stilling til noget. De unge mennesker vi mødte, som var politisk aktive, havde tydeligvis lært deres holdninger udenad og kunne ikke finde ud af at argumentere, når vi stillede kritiske spørgsmål. Undervisningen i skolen er udenadslære, hvilket igen bidrager til en uselvstændig tankegang. De lærer ikke at debatere og argumentere, som man gør i demokratiske lande. I Danmark har vi skoler, der går op i elevdemokrati. Vi har elevråd osv. Der bliver hele tiden forventet af unge mennesker, at de lærer at tage stilling til samfundet omkring dem.

I bilen på vej hjem fra lufthavnen, kom vi til at snakke om tillid. Det er noget vi heldigvis er rige på i lille Danmark, – med god grund. Og det er noget vi skal passe meget godt på. Jeg rejste gennem USA på vej hjem. Man skal tjekkes i hoved og røv for bare at skifte fly i Miami. Fingreaftryk, billede, ESTA og underskrifter på det ene og det andet. Jeg tror, at hvis man havde lidt mere tillid og lidt flere forventninger til hinanden, så ville det også have en positiv effekt. Og jeg håber også, at det vil ske i Nicaragua i en af de næste generationer, når revolutionen kommer lidt mere på afstand, og spændingerne falder lidt til ro. Det er som om at de har overgivet sig til menneskets egoisme og accepteret, at det er sådan vi mennesker er, i stedet for at prøve at bekæmpe den side af mennesket. Jeg håber, at de vil begynde, at forvente noget mere af hinanden, og have tillid til, at det kan lade sig gøre at bygge et samfund op, som ikke er bundkorrupt. Det skal nok lykkes på et tidspunkt!

Det er også første gang, jeg har været så langt hjemmefra. Jeg overraskede mig selv positivt, da jeg fandt ud af, at jeg kunne mere end jeg troede, men det var også en udfordring, især når jeg lå syg – det gjorde jeg cirka en tredjedel af tiden. Det var en smule hårdt, og jeg har til tider vandret en kilometer, for at finde telefonsignal og ringe og sige: “Mooaaar, jeg vil hjeeem!”. Men det har alt i alt været sundt og godt og sjovt at være afsted.

Jeg vil bestemt anbefale folk at tage med på brigade. Det er meget interessant, og en af de eneste måder at rejse på, hvor man rent faktisk når at få en hverdag i helt andre omgivelser.Det, at jeg har været de samme steder så længe, som jeg har, har også gjort, at jeg virkelig er kommet ind på livet af nogle mennesker, som lever under helt andre vilkår end mig selv, og jeg har fået en forståelse for et land, som på mange måder er helt forskruet.

Nu vil jeg takke af, og starte på næste kapitel i mit liv. Jeg skal ud og finde arbejde, for at tjene penge til min næste store rejse, som går til Palæstina. Tusind tak fordi i har fulgt med på min blog!

Kaere venner, laenge siden!

Jeg sidder lige nu og sveder paa en internetcafé ved navn “Cyber Spacebless”. Det er sidste aften i Chinandega, og det er efterhaanden ved at vaere tid til et blogindlaeg. I morgen gaar turen til oestkysten ved det Caribiske hav, hvor vi skal holde evalueringsuge. Efter jeg har taget afsked med brigaden i Pearl Lagune, tager jeg to uger til Guatemala sammen med min brigade-ven Rasmus. Foer vi tager til Guatemala, slaar vi lige et smut forbi den landsby, hvor Rasmus’ far har vaeret paa brigade for snart 30 aar siden.

For godt og vel en maaned siden ankom vi til Chinandega. Vi blev budt velkommen af Asodel. Asodel er den organisation, som vi har faaet lov at foelge her i byen. Organisationen bestaar af baade frivillige og loennede. Blandt andet har de ansat to volontoerer fra hendholdsvis Spanien og Tyskland. Alle ansatte er forholdsvis unge, og de fleste er meget initiativrige.

Velkomsten var meget overraskende. Jeg havde forstillet mig noget i stil med vores landsbyophold, hvor folk stod og traadte sig selv over taerene. Men vi blev budt velkommen med balloner og konfetti. Den lokale TV-station var paa besoeg, for at filme os, og vi dansede og legede, for at laere hinanden at kende.

De foerste dage brugte vi paa at falde til, og undersoege hvilke projekter, der var mulige at tage del i. Vi er for saa vidt muligt blevet placeret hjemme ved de folk, der er aktive i Asodel. Manglen paa vaertsfamilier har gjort, at jeg har boet sammen med min brigade-veninde Tilde. Vi har boet hos en ung pige, som hedder Jackelin. Hun har boet alene siden hun var 15, hvor hendes mor og fire soestre flyttede til Spanien. Hun valgte at blive boende alene i det kaempe store hus, fordi hun ikke havde lyst til at forlade Nicaragua. Det maerkes tydeligt, at hun har vaeret alene siden hun var 15. Hun er 22 nu, men opfoerer sig stadig som en paa 15 – lever som Pippi Langsstroempe, spiser pandekager til morgen, middag og aften, vasker aldrig op, goer aldrig rent, sover til hun vaagner af sig selv, og gaar kun i skole om loerdagen. Hun er soed, men hun har bekraeftet alle de fordomme, jeg havde om Nicaraguas ungdom. Hun er ikke just engageret i Asodel, men hun er venner med de mennesker, der arbejder der, saa det er derfor, vi er blevet inlogeret hos hende.

Det foerste projekt vi var med til, gik ud paa at male en preescular. En preescular svarer aldersmassigt til en boernehave, men fungerer som en skole for meget smaa boern. Omraadet, hvor denne preescular ligger, er meget socialt belastet, og stort set alle boernene er udsat for vold derhjemme. Det var tydeligt, at maerke paa boernene, at de var meget kontaktsoegende, og det var utroligt nemt at vinde deres tillid. Jeg synes, at det gav god mening, at lave nogle dejlige omgivelser for nogle boern, der ikke har det saa let. Og saa elsker jeg at male.

Vaeggene vaskes ned

Der males

Den nybyggede reol i det nye legehjoerne

Moeblerne flyttes ind

Det nye klasselokale indvies


Nymalet verdenskort paa den nye skillevaeg

Foerste projekt i hus.

Den naeste aktivitet vi lavede med Asodel, var et besog i et ungdomsnaetvaerk i Chinandega. Det er en stor del af Asodels arbejde, at oplyse om seksualitet og praevention. De holdte en workshop, hvor de forklarede om alle de forskellige praventionsmuligheder, der er, og viste en film om to unge foraeldrepar. Jeg var overrasket over hvor uoplyste nogle af de unge mennesker er. De to unge moedre i filmen vidste ikke, at de kunne blive gravide, naar de kun havde haft sex én gang. Som den ene sagde: “Jeg naaede slet ikke at opdage det!”.
Det var en god workshop, men det var lidt aergeligt, at alle unge mennesker stod uden for. De eneste unge mennesker der var kommet indenfor, sad allerede med en baby paa skoedet.
Det var hovedsageligt boern og gamle, der var moedt op.
En af grundene til, at praevention er et stort issue her i landet, er den katolske kirkes holdning til dette omraade. Plus at der er et meget hoejt antal unge moedre. Det skyldes selvfoelgelig ogsaa den forholdsvis nye abortlovgivning, som siger totalforbud for abort.

Derudover har vi vaeret med til et skraldeprojekt paa stranden. Skraldesystemet er ikke saerlig udviklet her i Nicaragua, og de fleste folk har en meget lad holdning til det at smide skrald. Det endelige maal med dette spaede projekt er, at faa systemet til at fungere fra top til taa. Vi holdte et lille moede, hvor vi diskuterede, hvad man kunne goere, for at undgaa skrald paa strandene. Skal der flere skraldespande op? Skal der skilte op med oplysninger om, hvad det goer for klimaet, og i dette tilfaelde ogsaa hvad det goer for bestanden af havskildpadder? Hjaelper det i grunden at saette skraldespande op, naar de ikke bliver toemt? Hvor i systemet skal man starte? Der kom masser af gode idéer, og det er af den grund ogsaa et af de projekter, vi har valgt at stoette her i byen. Vi sov i en palmehytte taet ved vandet, og morgenen efter stod vi op klokken 6 efter en nat i haengekoejerne, for at samle skrald paa stranden. Vi er blevet lovet, at skraldet bliver hentet, og hvis ikke det goer, er der planlagt en demonstration.

Det sidste projekt jeg har vaeret med til her i Chinandega er i samarbejde med O3V, oplysning om den 3. verden. Det er et projekt, der hedder saaden-bor-jeg.dk. Vores opgave har vaeret at lave en film om en 10-aarig dreng, der bor her i Chinandega. Filmen skal bruges til undervisningsmateriale i de danske folkeskoler i alderen 10-12 aar, for at oplyse danske boern om, hvordan boern paa deres egen alder lever i resten af verden. Vi har materiale til 6 smaa film: “Mig selv”, “Min familie”, “Mit hjem”, “Mit forbrug”, “Min religion”, “Min dag”. Vi har interviewet Mettes nica-lillebror Job, og jeg tror, at resultatet er blevet godt. Vi faar hjaelp til at klippe filmen, og som det ser ud, er det mig, der skal klippe, naar jeg kommer hjem til Danmark. Det glaeder jeg mig rigtig meget til.

Ud over disse projekter har vi lavet forskellige ting med Asodel i weekenderne. Vi har badet i laguner, vaeret i Managua og se udstillingen “Our Body”, besteget Nicaraguas hoejeste vulkan (jeg naaede dog kun halvvejs op) og danset salsa til den lyse morgen.

Hvis i har lyst til at se naermere paa Asodel, kan i finde dem paa facebook, hvis i soeger paa “Asodel”. Paa deres facebookside ligger der ogsaa flere billeder af den danske brigade og al Rasto Preescular.

I kan ogsaa se naermere paa projektet “Saadan bor jeg” og se videoer af boern fra hele verden. Hjemmesiden hedder www.saadan-bor-jeg.dk.

Nu vil jeg tage en taxa hjem og pakke min taske, saa jeg er klar til naeste stop paa rejsen. Tiden flyver afsted, og lige om lidt staar jeg sikkert i Koebenhavns lufthavn.

Vi ses om lidt. Hav det godt saa laenge!