Nu er jeg efterhånden ved at være landet i Rødding præstegård. Jeg har fået spist nogle rugbrødsmadder med leverpostej, og jeg prøver at vænne mig til den nye døgnrytme. Det er dejligt og koldt at være hjemme.
Det var en meget pludselig beslutning at rejse hjem to uger tidligere. Men Rasmus, som jeg skulle rejse videre sammen med, var blevet nødt til at rejse til Danmark, fordi han var blevet bidt af en hund. Han skulle fluks hjem og have en rabiesvaccine. De andre havde allerede planlagt deres videre færd, og så endte jeg midt i min sygdomsrus med at bestille nogle nye flybilletter hjem.

Det har været en spændende rejse. Det har været vildt, at opleve hvor lidt et land kan fungere, og det har virkelig givet mig et nyt og bedre billede af Danmark. Jeg er evigt taknemmelig over, at jeg har fået lov til at vokse op i et land som Danmark, i en familie som min. De frustrationer jeg har haft på min rejse over Nicaraguanernes uselvstændige tankegang og deres mangel på forventninger til sig selv og hinanden, er alene et spejlbillede af det samfund de er født ind i. Man kan ikke bebrejde dem ret meget, for de har slet ikke haft muligheden, for at få en selvstændig tankegang. De har aldrig oplevet, at de kan forvente noget af systemet eller hinanden. Det ligger meget dybt i dem. Som min Nica-mor på landet sagde: “Vi nicaraguanere, vi kan ikke finde ud af at have penge mellem fingrene, så tager vi dem bare til os selv.” Hvis det er grundindstillingen til sig selv og samfundet, så er det svært, at ændre noget. Og selv om jeg synes, at mine Nica-forældre var nogle fantastiske mennesker, så tror jeg, at det lige så godt kunne have været dem, der havde været de korrupte i kooperativet. For det er ikke et spørgsmål om, hvorvidt de er gode mennesker. Det er et spørgsmål om, at det er sådan det fungerer i Nicaragua, og folk har aldrig oplevet andet.

En anden ting, som har gjort stort indtryk på mig, er børneopdragelsen og skoleundervisningen. Det er mildt sagt en mere håndfast børneopdragelse i Nicaragua. Igen, ved jeg, at min Nica-mor slår børnene, fordi hun tror, det er bedst. Hun gør det ene og alene fordi hun ikke ved bedre. Man kan ikke bebrejde hende noget.
Den uselvstændige tankegang er grundet mange ting, men mest af alt, at de lever i et diktatur, tror jeg. De får ikke lov at tage stilling til noget. De unge mennesker vi mødte, som var politisk aktive, havde tydeligvis lært deres holdninger udenad og kunne ikke finde ud af at argumentere, når vi stillede kritiske spørgsmål. Undervisningen i skolen er udenadslære, hvilket igen bidrager til en uselvstændig tankegang. De lærer ikke at debatere og argumentere, som man gør i demokratiske lande. I Danmark har vi skoler, der går op i elevdemokrati. Vi har elevråd osv. Der bliver hele tiden forventet af unge mennesker, at de lærer at tage stilling til samfundet omkring dem.

I bilen på vej hjem fra lufthavnen, kom vi til at snakke om tillid. Det er noget vi heldigvis er rige på i lille Danmark, – med god grund. Og det er noget vi skal passe meget godt på. Jeg rejste gennem USA på vej hjem. Man skal tjekkes i hoved og røv for bare at skifte fly i Miami. Fingreaftryk, billede, ESTA og underskrifter på det ene og det andet. Jeg tror, at hvis man havde lidt mere tillid og lidt flere forventninger til hinanden, så ville det også have en positiv effekt. Og jeg håber også, at det vil ske i Nicaragua i en af de næste generationer, når revolutionen kommer lidt mere på afstand, og spændingerne falder lidt til ro. Det er som om at de har overgivet sig til menneskets egoisme og accepteret, at det er sådan vi mennesker er, i stedet for at prøve at bekæmpe den side af mennesket. Jeg håber, at de vil begynde, at forvente noget mere af hinanden, og have tillid til, at det kan lade sig gøre at bygge et samfund op, som ikke er bundkorrupt. Det skal nok lykkes på et tidspunkt!

Det er også første gang, jeg har været så langt hjemmefra. Jeg overraskede mig selv positivt, da jeg fandt ud af, at jeg kunne mere end jeg troede, men det var også en udfordring, især når jeg lå syg – det gjorde jeg cirka en tredjedel af tiden. Det var en smule hårdt, og jeg har til tider vandret en kilometer, for at finde telefonsignal og ringe og sige: “Mooaaar, jeg vil hjeeem!”. Men det har alt i alt været sundt og godt og sjovt at være afsted.

Jeg vil bestemt anbefale folk at tage med på brigade. Det er meget interessant, og en af de eneste måder at rejse på, hvor man rent faktisk når at få en hverdag i helt andre omgivelser.Det, at jeg har været de samme steder så længe, som jeg har, har også gjort, at jeg virkelig er kommet ind på livet af nogle mennesker, som lever under helt andre vilkår end mig selv, og jeg har fået en forståelse for et land, som på mange måder er helt forskruet.

Nu vil jeg takke af, og starte på næste kapitel i mit liv. Jeg skal ud og finde arbejde, for at tjene penge til min næste store rejse, som går til Palæstina. Tusind tak fordi i har fulgt med på min blog!

Kaere venner, laenge siden!

Jeg sidder lige nu og sveder paa en internetcafé ved navn “Cyber Spacebless”. Det er sidste aften i Chinandega, og det er efterhaanden ved at vaere tid til et blogindlaeg. I morgen gaar turen til oestkysten ved det Caribiske hav, hvor vi skal holde evalueringsuge. Efter jeg har taget afsked med brigaden i Pearl Lagune, tager jeg to uger til Guatemala sammen med min brigade-ven Rasmus. Foer vi tager til Guatemala, slaar vi lige et smut forbi den landsby, hvor Rasmus’ far har vaeret paa brigade for snart 30 aar siden.

For godt og vel en maaned siden ankom vi til Chinandega. Vi blev budt velkommen af Asodel. Asodel er den organisation, som vi har faaet lov at foelge her i byen. Organisationen bestaar af baade frivillige og loennede. Blandt andet har de ansat to volontoerer fra hendholdsvis Spanien og Tyskland. Alle ansatte er forholdsvis unge, og de fleste er meget initiativrige.

Velkomsten var meget overraskende. Jeg havde forstillet mig noget i stil med vores landsbyophold, hvor folk stod og traadte sig selv over taerene. Men vi blev budt velkommen med balloner og konfetti. Den lokale TV-station var paa besoeg, for at filme os, og vi dansede og legede, for at laere hinanden at kende.

De foerste dage brugte vi paa at falde til, og undersoege hvilke projekter, der var mulige at tage del i. Vi er for saa vidt muligt blevet placeret hjemme ved de folk, der er aktive i Asodel. Manglen paa vaertsfamilier har gjort, at jeg har boet sammen med min brigade-veninde Tilde. Vi har boet hos en ung pige, som hedder Jackelin. Hun har boet alene siden hun var 15, hvor hendes mor og fire soestre flyttede til Spanien. Hun valgte at blive boende alene i det kaempe store hus, fordi hun ikke havde lyst til at forlade Nicaragua. Det maerkes tydeligt, at hun har vaeret alene siden hun var 15. Hun er 22 nu, men opfoerer sig stadig som en paa 15 – lever som Pippi Langsstroempe, spiser pandekager til morgen, middag og aften, vasker aldrig op, goer aldrig rent, sover til hun vaagner af sig selv, og gaar kun i skole om loerdagen. Hun er soed, men hun har bekraeftet alle de fordomme, jeg havde om Nicaraguas ungdom. Hun er ikke just engageret i Asodel, men hun er venner med de mennesker, der arbejder der, saa det er derfor, vi er blevet inlogeret hos hende.

Det foerste projekt vi var med til, gik ud paa at male en preescular. En preescular svarer aldersmassigt til en boernehave, men fungerer som en skole for meget smaa boern. Omraadet, hvor denne preescular ligger, er meget socialt belastet, og stort set alle boernene er udsat for vold derhjemme. Det var tydeligt, at maerke paa boernene, at de var meget kontaktsoegende, og det var utroligt nemt at vinde deres tillid. Jeg synes, at det gav god mening, at lave nogle dejlige omgivelser for nogle boern, der ikke har det saa let. Og saa elsker jeg at male.

Vaeggene vaskes ned

Der males

Den nybyggede reol i det nye legehjoerne

Moeblerne flyttes ind

Det nye klasselokale indvies


Nymalet verdenskort paa den nye skillevaeg

Foerste projekt i hus.

Den naeste aktivitet vi lavede med Asodel, var et besog i et ungdomsnaetvaerk i Chinandega. Det er en stor del af Asodels arbejde, at oplyse om seksualitet og praevention. De holdte en workshop, hvor de forklarede om alle de forskellige praventionsmuligheder, der er, og viste en film om to unge foraeldrepar. Jeg var overrasket over hvor uoplyste nogle af de unge mennesker er. De to unge moedre i filmen vidste ikke, at de kunne blive gravide, naar de kun havde haft sex én gang. Som den ene sagde: “Jeg naaede slet ikke at opdage det!”.
Det var en god workshop, men det var lidt aergeligt, at alle unge mennesker stod uden for. De eneste unge mennesker der var kommet indenfor, sad allerede med en baby paa skoedet.
Det var hovedsageligt boern og gamle, der var moedt op.
En af grundene til, at praevention er et stort issue her i landet, er den katolske kirkes holdning til dette omraade. Plus at der er et meget hoejt antal unge moedre. Det skyldes selvfoelgelig ogsaa den forholdsvis nye abortlovgivning, som siger totalforbud for abort.

Derudover har vi vaeret med til et skraldeprojekt paa stranden. Skraldesystemet er ikke saerlig udviklet her i Nicaragua, og de fleste folk har en meget lad holdning til det at smide skrald. Det endelige maal med dette spaede projekt er, at faa systemet til at fungere fra top til taa. Vi holdte et lille moede, hvor vi diskuterede, hvad man kunne goere, for at undgaa skrald paa strandene. Skal der flere skraldespande op? Skal der skilte op med oplysninger om, hvad det goer for klimaet, og i dette tilfaelde ogsaa hvad det goer for bestanden af havskildpadder? Hjaelper det i grunden at saette skraldespande op, naar de ikke bliver toemt? Hvor i systemet skal man starte? Der kom masser af gode idéer, og det er af den grund ogsaa et af de projekter, vi har valgt at stoette her i byen. Vi sov i en palmehytte taet ved vandet, og morgenen efter stod vi op klokken 6 efter en nat i haengekoejerne, for at samle skrald paa stranden. Vi er blevet lovet, at skraldet bliver hentet, og hvis ikke det goer, er der planlagt en demonstration.

Det sidste projekt jeg har vaeret med til her i Chinandega er i samarbejde med O3V, oplysning om den 3. verden. Det er et projekt, der hedder saaden-bor-jeg.dk. Vores opgave har vaeret at lave en film om en 10-aarig dreng, der bor her i Chinandega. Filmen skal bruges til undervisningsmateriale i de danske folkeskoler i alderen 10-12 aar, for at oplyse danske boern om, hvordan boern paa deres egen alder lever i resten af verden. Vi har materiale til 6 smaa film: “Mig selv”, “Min familie”, “Mit hjem”, “Mit forbrug”, “Min religion”, “Min dag”. Vi har interviewet Mettes nica-lillebror Job, og jeg tror, at resultatet er blevet godt. Vi faar hjaelp til at klippe filmen, og som det ser ud, er det mig, der skal klippe, naar jeg kommer hjem til Danmark. Det glaeder jeg mig rigtig meget til.

Ud over disse projekter har vi lavet forskellige ting med Asodel i weekenderne. Vi har badet i laguner, vaeret i Managua og se udstillingen “Our Body”, besteget Nicaraguas hoejeste vulkan (jeg naaede dog kun halvvejs op) og danset salsa til den lyse morgen.

Hvis i har lyst til at se naermere paa Asodel, kan i finde dem paa facebook, hvis i soeger paa “Asodel”. Paa deres facebookside ligger der ogsaa flere billeder af den danske brigade og al Rasto Preescular.

I kan ogsaa se naermere paa projektet “Saadan bor jeg” og se videoer af boern fra hele verden. Hjemmesiden hedder www.saadan-bor-jeg.dk.

Nu vil jeg tage en taxa hjem og pakke min taske, saa jeg er klar til naeste stop paa rejsen. Tiden flyver afsted, og lige om lidt staar jeg sikkert i Koebenhavns lufthavn.

Vi ses om lidt. Hav det godt saa laenge!

Landsbyopholdet er slut, og turen er gået videre til Leon.

Alt i alt har det virkelig været et godt landsbyophold. De første tre uger gik en smule trægt. Det var svært at snakke med min Nica-familie, jeg var syg det meste af tiden, projektet var ikke så meget andet end møder endnu, og jeg havde endnu ikke vænnet mig helt til de primitive forhold. Men efter cirka tre uger, skete der pludselig noget.

Det var aftenen før vores weekendophold i Estelí, og jeg sad og så sæbeoperaer i stuen med min Nica-familie. Manuel, min Nica-far, som ellers tidligere har været en mand af meget få ord, begyndte at spørge ind til forholdene i Danmark. Han spørger: “Det ligger da i USA, ikke?”. Jeg forklarer, at Danmark ligger i Europa, hvorefter han svarer: “Nåårh, men det ligger tæt på USA, ikke?” Jeg forklarer, at USA og Europa ikke ligger specielt tæt på hinanden. Med et splitsekund blev Manuel et andet menneske. Den aften snakker vi i tre timer om, hvordan der er i Danmark. Jeg var sjovt at fortælle om noget, som var så langt fra deres forestillinger.

De sidste tre uger har været sjove. Jeg kunne først og fremmest mærke, at jeg havde nået at savne min Nica-familie i Estelí. Derudover blev det nemmere at snakke med familien, og samtidigt også nemmere at acceptere, at det er svært at snakke et nyt sprog. Jeg blev ikke rask, men jeg vænnede mig til at være syg. Projektet begyndte at gå stærkt fremad. Manuel var på byggepladsen næsten hver dag, hvilket også gav en mulighed for at få et bånd til ham, selv om det er svært at tale. Til sidst blev man også vandt til de primitive forhold, og jeg kom virkelig til at holde af, at bade under åben himmel.

Far-dattertid på byggepladsen

Eva og jeg laver tamales til påskemiddag

I løbet af de sidste tre uger tog Rasmus jeg også en overnatning ved Lago de Apanás, som er Nicaraguas tredje største sø, der var virkelig smukt! Jeg er forelsket i Nicaraguas bjerge. Vi sejlede på søen mens solen gik ned og spiste friskfangede fisk, som blev tilberedt af en skør, lille dame, som var ligeså bred, som hun var høj. Næste morgen stod tidligt op og så solopgang, inden vi tog bussen hjem igen.

Fisker ved Lago de Apanás

Fiskerne tager på arbejde

De sidste dage på landet var spækket med afskeds-tamtam. Den sidste aften spiste alle brigadist-familierne middag sammen. Alle familierne havde taget et bord med. Bordene blev linet op på en lang række, og så spiste vi for første gang sammen omkring et bord. Det er ellers ikke noget man bruger meget i Nicaragua. Efter spisning blev der fyret op for anlægget og danset salsa og  marenga, til sveden dryppede. Min familie og jeg tog hjem før festen var slut.  Og stemningen i huset da vi kom hjem var meget mærkelig. De sad samlet og så på mens jeg pakkede, og der blev ikke sagt et ord. Min Nica-mor kom med en bamse, som var en afskedsgave fra hele familien. Næste morgen spændte Manuel to store okser for kærren, og kørte alt vores bagage til Malekon, og de fleste familie gik med deres brigadist op til bussen – et langt optog med Manuel og okserne i spidsen. Stort set alle græd. Seks meget intense uger var forbi. Tanken om, at jeg måske ikke ser dem igen, er trist. Og hvis jeg ser dem igen, går der højst sandsynligt nogle år. Men det er jo et godt tegn, at det er trist at sige farvel.

Guitaren er fremme, og vi holder fest i svinestien ved hængekøjerne

Nu er vi i Leon på kultur-politisk uge. De første dage i Leon er gået meget med påske. Gaderne er fyldt med optog, hvor de bærer stattuer af Jesus med korset på ryggen gennem byen. Hver dag er der optog der passer til helligdagen, og de laver ceremonier  hvor de flytter rundt på store figurer og gentager, hvad der skete i påskedagene. De flytter Jesus fra korset ned i graven og tager ham op igen dagen efter. Langfredag hang de Judas i et træ, og bar sørgende figurer af Jomfru Maria og Maria Magdelene. Der bliver gjort rigtig meget ud af det, og det er virkelig tydeligt hvor stor en rolle religion spiller i dette land.

Påskeoptog i Leon

Udover diverse påskeoptog har vi mødt Sekuan, en nicaraguansk teatergruppe, som laver oplysningsteater. De er meget søde og imødekomne, og det er sjovt også at møde nogle unge nicaraguanere, som måske er et stykke tættere på et liv, som ligner vores. I dag har vi lært at danse Salsa og Nicaraguansk folkedans. De næste dage bliver ikke så påskeprægede. Her skal vi nemlig besøge et sted for handicappede børn, have møde med en studenterbevægelse,  og to politiske ungdomspartier, henholdsvis FSLN og PLC.  Jeg tror, at det bliver super spændende!

Min ferie i næste uge kommer til at gå tre dage til Isla de Ometeppe, og fire dage til San Juan del Sur. Vi kommer til at bestige vulkaner, slikke sol, spise lækkert mad og surfe.

Jeg sidder på terrassen på et dejligt hostel i Estelí, ramt af sygdom endnu en gang. Vi er taget på en weekendtur til byen. Det er nu alligevel skønt med et lille afbræk fra Lars Tyndskids mark – bare for at mærke civilisationen. Livet på landet bliver mere og mere til hverdag. Jeg vænner mig til varmen, sæbeoperaerne, mine ti nye danske venner, dyrene i min seng, edderkopperne, latrinet, at vågne til lyden af tortilla-klapperiet klokken seks hver morgen, og at være storesøster. Jo mere man vænner sig til at tiden (og alt andet) står stille, jo nemmere bliver det at nyde landsbyopholdet.

Det bliver også mere spændende at være på landet, fordi man kommer længere og længere ind under huden på et, på overfladen, fungerende kooperativ.

Det er en fustrerende erfaringjeg har gjort. Nicaragua er gennemsyret af korruption fra micro- til macroplan. Folk har aldrig prøvet andet, og det mærkes tydeligt i et lille lokalsamfund, som det, vi er landet i.

I starten så det hele meget fint ud. Men efter kort tid begyndte det at bliver mere og mere mystisk. Man begyndte at mærke, at der foregik noget under overfladen, som forblev usagt. Jeg fik mig en god snak med mine nica-forældre om hvilke spor krigen har sat, og hvordan kooperativet (ikke) fungerer. Krigen har virkelig sat dybe spor. Man mærker spændingerne imellem mændene på landet. Det er ikke mere end 30 år siden, de lå i bjergene og skød på hinanden. På trods af, at de påstår at have sluttet fred med hinanden, undgår de helst hinanden, og lader en masse ting forblive usagt. Det er stort set det samme med kooperativet. Folk undgår helst at nævne det. Det er tilsyneladende for stor en konflikt at tage op. Nicaraguanerne er generelt meget konfliktsky. Dette er også en af grundende til, at der er lang vej til et korruptionsfrit Nicaragua. Folk nikker og smiler i stedet for, at tage konflikten. Det må være en ond cirkel. De som tager konflikten op, får ikke noget godt ud af det. Så det ender med, at folk makker ret. Og det giver de korrupte større og større magt.

Kooperativet er et ret godt billede på hele Nicaragua. Ganske uigennemsigtigt, men alligevel ret let at gennemskue. Det man hører  i krogene er, at alle indtjente penge går lige ned i lommen på præsidenten i kooperativet. Der er ikke længere nogle mandlige medlemmer i kooperativet, for et medlemsskab ville svare til at smide sine afgrøder ud af vinduet. Afgrøderne bliver godt nok solgt i byen, men pengene forsvinder, når de når til præsidenten. Præsidenten roser kooperativet til skyerne, og når hun er til stede nikker resten af byen med på alt hvad hun siger. Det er det rene vanvid. De har prøvet at vælte hende af pinden, men det er ikke lykkedes dem, fordi hun har kontrakt på i alt 8 år. Selv har jeg mistænkt det for at være fordi hun er flsn. Det skal dog også siges, at det er det man hører i krogene, og at jeg ikke har noget andet end uofficielle udtalelser, som helst ikke ser dagens lys i lokalområdet. Jeg har ikke set budgetter eller lignende. Men hvis du spørger mig, så tror jeg, at det er bundkorrupt!

Udfordringen var så at finde et projekt, der kan fungere uden om kooperativet, så en eventuel fremtidig indkomst fra projektet ikke vil ende i lommen på præsidenten. Det føler jeg, er lykkedes for os. Man kan også mærke det i lokalbefolkningens motivation. De glæder sig og arbejder hårdt, for at få bygningen op at stå.

Denne opdagelse jeg har gjort får mig til at føle mig meget magtesløs. Nicaraguanernes opgivende tilgang til tingene giver mig lyst til at ruske i dem og fortælle , at de har deres rettigheder til at gøre oprør og sige deres mening. Samtidig ved jeg, at det er en umulig mission, at gå imod flsn, og det bliver nødt til at være deres egen revolution, hvis det skal holde, ikke ti hvide danskeres revolution. En anden faktor der bremser dem i, at stå sammen og gøre oprør mod præsidenten er, at samarbejdet i byen er meget dårligt, grundet krigens levn af had og ulighed. Jeg tror først, at det kan blive den næste generation, der kan stå sammen om at ændre tingenes tilstand. Det er bare så sørgeligt at se det hele stå stille.

På trods af min følelse af magtesløshed, føler jeg mig heldig, fordi jeg har fået lov at se hvor absurde livets udfordringer kan være for nogle mennesker.

For at løfte stemningen lidt kommer der et par billeder med i samme omgang:

Min nicafamilie og mig

Byggeriet på skolen

Byggeriet på skolen

Arbejdet på skolen. Vi bygger en reol.

Min lillesøster, Yedeling i køkkenet.

Eva og Yedeling i stuen

Min fars nye ovn

Vaskestenen til venstre og mit nye luksusbad

Huset set fra vejen

Æggelæggeriet til venstre og brønden ved køkkendøren

Vi har haft de foerste moeder omkring vores projekt. Efter lang tids diskussion har vi fundet frem til, at det hoejst sansynligt bliver et projekt om at renovere skolens koekken, og et klasselokale. Det har vaeret ude af drift i mange aar, og moedrene har paa skift lavet mad til boernene der hjemme. Men madordningen var saa smaat koert i saenk, fordi det kun var de fattigste der stoettede op om ordningen. Resten af boernene faar mad med hjemmefra. Det resulterer i, at det tit kun er de rige boern der faar mad i skoletiden. Samtidigt oensker kvinderne et sted, hvor de kan samles og laere af hinanden. Nogle kan undervise i madlavning, andre i syning, og andre i sundhed og hygiejne. Da vi synes, at begge projekter giver rigtig god mening, har vi slaaet det sammen, og nu haaber vi paa tilladelse til at aabne skolen for kvinderne i byen.

Min familie paa landet er virkelig soede. Jeg foeler mig som en alien i deres selvskab, fordi  de glor paa mig fra morgen til aften og undres over hver en bevaegelse jeg goer. De foeste dage var meget akavede, men efterhaanden har jeg vaennet mig til at mime alt, hvad jeg siger i stedet for at snakke.  De er meget nysgerrige, men af meget faa ord, hvilket resulterer i, at de har gennemrodet alle mine ting hver gang jeg kommer ind paa mit vaerelse. Men de er meget venlige, og jeg ved, at de aldrig kunne finde paa at tage nogle af mine ting, saa der er ikke andet at goere, end at grine af det. Jeg har fire soeskende paa henholdsvis 6, 14, 16, 18 og 19. Fire piger og en dreng. Min mor hedder Eva og min far hedder Manuel. Min far har det  stoerste smil jeg nogensinde har set, og han bruger det flittigt, saa det lyser op over hans strutmave, naar han laener sig tilbage i hjoernet af den moerke stue. Stuen er indrettet med et konstant taendt fjernsyn, som tilsyneladende kun kan vise saebeoperarer, og seks plasticstole, som er stablet i hjoernet. I det modsattehjoerne er mit vaerelse bag noget sort plastic, og mellem to paele haenger en haengekoje. Grisene, hundende, kattene, skruptudserne, aenderne, papegoejerne, fugleedderkopperne og hoensene faerdes frit i hele huset – ogsaa min seng. Gulvet er jordstampet, og maaden man goer rent paa, er at haelde en spand jord ud over gulvet, saa det daekker alt det man har smidt og spyttet ud paa gulvet. Latrinet ligger 100 meter gennem den taet bevoksede have.

Til at starte med var der ikke noget bad. Saa det foreste bad jeg tog, foregik ved vaskestenen i haven foran naboen, som var blevet inviteret, og som ikke lagde skjul paa, at det var sjovt, at jeg foelte mig flov over at bade foran 5 andre mennekser, som gloede intenst paa min noegne krop. Ganske graenseoverskridende. Det resulterede ogsaa i at vi gav min nicafar noget plastic, og han gik straks i gang med at bygge et bad i haven. Efter hans projekt med badet er han begyndt at bygge en ovn i haven. Snart kan jeg bage dem en kage, paa dansk manér.

Det var nok fra Nicaragua. Jeg skal naa en bus tilbage til landet.

Nyd det danske foraar for mig, som starter lige om lidt. Margrete.

• Aftaler er noget man laver for sjov. Saa hvis du vil aftale noget med en nicaraguaner, sa sig, at du kommer to timer foer du har taenkt dig at komme.
• Hvis du vil sende mails, saa goer det inden du tager til Nicaragua.
• Du bliver stensikkert solskoldet.
• Folk ser maerkeligt paa dig, naar du spytter dit tandpasta ud et andet sted end paa gulvet.
• Skal du vaske toej, lave mad, feje, eller andet husholdning, saa bliver nabo og venner inviteret til at se paa. (Dette gaelder ogsaa det foerste bad jeg fik paa landet.)
• Et baal kan ikke taendes uden materialer som plasticposer eller traktordaek.
• En plan er til, for at kunne aendres.
• Du bliver aedt op af myg.
• Du kan ikke undgaa at bliver forarget over, hvor korrupt et land kan vaere paa baade micro- og macroplan.
• du vil maerke frygten for at huset vaelter naar du laegger dig i haengekoejen.
• du faar en kaempe oplevelse for livet og moeder nogle fantastisk soede mennesker, som er yders nysgerrige og venlige.

Det var elleve ting, men som en gammel spejder ville sige: “Vaer beredt!”

Meget forsinket blogindlaeg afskrevet fra min dagbog i Matagalpa den. 9. februar:

Still going strong i Matagalpa! Dog er de fleste af os ramt af sygdom grundet en vandforurening i Matagalpa. I morgen tager vi ud paa landet. Det bliver ikke det kooporativ som vi havde planlagt, for de aflyste i gaar. Men der var heldigvis et andet kooperativ der ville have os. Det bliver den sidste opdatering i nogle uger.

For leden aften holdte vores hostel “La Buena Onda” foedselsdagsfest. I den anledning delte de praemier ud. Sofie og jeg var saa heldige at vinde en guidet trekkingtur i Matgalpas bjerge + et besoeg hos et kooperativ.
Grundet kaffekriserne i 1989 og 2001 er mange kooperativer begyndt at specialisere sig i flere forskellige ting, saa de er sikret en indkomst, selvom hoesten er daarlig, eller der sker pludselige prisaendinger paa kaffemarkedet. Det koopertiv vi skulle besoege havde geder, hoens, heste, grise, bier, kaffe, kakao og en lille ormefarm. Ja, de avlede orme.

Vi blev hentet af vores guide Marlon klokken halv ni.Herfra blev vi koert op i bjergene og sat af ved en af kooperativets familier, som var meget soede og boed os velkommen. Marlon viste os kaffeproduktionen. De har 25-30 kaffeplukkere, hvoraf cirka halvdelen kommer langvejsfra og bor i kooperativet mens høsten står på. disse arbejdere er typisk meget fattige landarbejdere, som tager fra sted til sted året rundt. Hvis kaffeplukkeren er fra området, bliver han betalt pr. spand kaffebønner han plukker. De som kommer langvejs fra får kost og logi + lidt ekstra løn.

Når kaffen er plukket bliver den hældt i den store kaffemølle, hvor pulpen bliver fjernet med en maskine. Herefter skal bønnerne ligge tørt i 24 timer. Efter det bliver bønnerne skyllet i vand fra floden. Det er kvindernes arbejde at vaske bønnerne. Efter vaskningen bliver boennerne sorteret efter kvalitet. De bedste boenner falder til bunden. Naeste portion af boennerne er en blandning af skrald og gode kaffeboenner, som efterfulgt bliver finsorteret af kvinderne. Sidste bassing er skrald, som bliver brugt til den kaffe de slev drikker og instant kaffe. Disse boenner er enten knaekkede eller fyldt med dyr. Efter boennerne er vaskede og sorterede bliver de sendt til byen, hvor de pilles og ristes. Til sidst kan den saelges til cirka 7$ pr. pund.

Kaffemoellen

Sofie og Marlon ved kaffemoellen.
Randen langs kaffemoellen, er der hvor kaffen bliver skyllet.

Efter Marlon havde vist os kaffeproduktionen blev vi vist rundt i resten af kooperativet. Undervejs fik vi en lille ridetur paa en af arbejdshestene.
De gik meget op i, at vaere baeredygtige. I den forbindelse havde de en ormefarm. Den bestod af nogle store tanke med jord og skrald fra kaffeplantagerne. Ormene fik de importeret i smaa portioner fra USA, og saa avlede de selv videre paa dem. Naar ormene havde omsat alt affaldet til muld blev det blandet med den 6 maaneder gamle kaffepulp og spredt i plantagen. Nede i hjoernet af hvert tank var der et hul, hvor de opsamlede ormenes tis, som ogsaa blev spredt i plantagen.

Ormefarmen

Koeerne

Hoensene

Udsigten

Rytteren

Den soede familie

Inden vi skulle trekke i bjernene fik vi middag hos den soede familie fra kooperativet. det var uden sammenligning den bedste mad vi har faaet i nicaragua indtil videre. Bedstefaren i familien proevede ihaerdigt at tale engelsk til os, og vi proevede at foere spanske samtaler med vores beskedne ordforraad. Det gik op for mig, at det bedstefaren provede at sige, var at han havde en datter der lignede mig. De bad os tage et billede af dem, saa vi aldrig ville glemme dem.
Vi sagde farvel og begav os ud i bjergene. Her saa vi masser af aber, dovendyr, kolibrier, grippe, skildpadder, en enkelt slange ved vores foedder og termitter, som vi spiste levende. De smagte af mint.

Aberne

Vi sluttede turen ved Matagalpas stoerste vandfald “The white waterfall”. Et meget smukt sted, hvor vi ogsaa fik lov at svoemme en tur. Det koelede dejlig paa vores solbraendte hud. vi blev koert tilbage til byen bag paa en ladvogn, hvor vi havde nogle sjove nica-damer med. Det er aabenbart meget almindeligt at blaffe i Nicaragua. Alt i alt var det en virkelig svedig tur, ogsaa bogstaveligt talt. Det var super fedt, at faa en forsmag paa hvordan det er, at vaere paa landet. Jeg glaeder mig mere og mere!

The White Waterfall

Dog har vores kooperativ aflyst i dag, men det ser ud til, at en anden lille flaekke vil have os boende i stedet. Typisk Nicastyle. Men det hele snor sig sikkert alligevel. I hoerer mere, naar jeg er paa landet. Adios amigos!

Buenas dias! Vi ankom til matagalpa i går formiddags efter en to timers bustur gennem et utroligt, smukt landskab. Matagalpa er en virkelig dejlig by. Gaderne er malet i alle regnbuens farver. Hver en husgavl er fyldt ud med et vægmaleri – reklamer for Coca Cola, claro eller et hvilket som helst andet selvskab, der har fået lov at sætte sit mærke. For hver hundrede meter man går, møder man duften af gallo pinto fra et af de mange gadekøkkener.
Her er meget anderledes fra managua, hvor husene generelt er meget mere barrikerede, hvilket også sætter sit præg på stemningen. Folk virker mere åbne i Matagalpa. De vil meget gerne snakke og fortælle.
Vi er blevet indlogeret på et lille hostel, hvor de har en stor kanin til at hoppe rundt.
I morges blev jeg vækket af hanegal, og lyden af den uforståelige radiospeaker, som bliver afspillet fra en masse ladvogne, der kører rundt i byen og holder byens borgere informerede med larmende liveradio… Et fænomen jeg aldrig har set før, men som er meget udpræget i Matagalpa.
Lige nu ligger jeg i en hængekøje i skyggen og terper spanske verber. Vi er nemlig startet på sprogskole i går, og vi har fået lektier for. Der er lang vej til flydende spansk, men jeg ved godt mod, da det minder rigtig meget om det italienske, jeg kan.
Jeg må videre i programmet, hvis jeg skal nå at spise frokost før jeg skal i skole. Hav det godt!

Hola!
Jeg lovede at give et tegn, naar jeg var fremme.
Det er jeg nu! Jeg naaede helskindet til Managua, dog uden min baggage, som vi afleverede til en suspekt lufthavnenarbejder. 27,3 procent af vores baggage er ikke naaet frem. Det er daarlig statestik for american airlines. Men paa trods af den daarlige service i lufthavnen, er stemningen hoej! Vi sidder ved poolen og spiser havregrod med bananer. Temperaturen er perfekt, og Nicaraguanerne er meget venlige. Alt i alt en dejlig ankomst!

Jeg troede aldrig at jeg skulle nå at sige det, men er jeg klar til at tage afsted! Tasken er pakket, og jeg er taget hjemme fra.
I nat sover jeg ved Ingeborg og Jesper i deres nye, flotte lejlighed i København. Jeg blev kørt til København af mine forældre og Niels, og nu hvor afskeden er overstået, har Ingeborg trøstet mig lidt med børne-mgp og chokolade.
I morgen tidlig klokken halv seks skal jeg være i lufthavnen. Så går turen til Managua via London og Miami.
De første tre dage af vores rejse skal tilbringes i Managua, hvor der er 33°c. Det bliver skønt at komme væk fra den danske vinter.

Nu glæder jeg mig virkelig til at komme afsted! Jeg er vildt spændt på at møde de familier jeg skal bo ved, at lære spansk, at se landet, at mærke stemningen, og at få af-/bekræftet alle de fordomme, forventninger og bekymringer, som de tidligere brigadister har sat i hovedet på mig. Det bliver helt sikkert en kæmpe oplevelse.

Jeg håber, at i vil følge med på min blog. Jeg opdaterer, når jeg er nået godt frem i Nicaragua.