Sidste kapitel

Nu er jeg efterhånden ved at være landet i Rødding præstegård. Jeg har fået spist nogle rugbrødsmadder med leverpostej, og jeg prøver at vænne mig til den nye døgnrytme. Det er dejligt og koldt at være hjemme.
Det var en meget pludselig beslutning at rejse hjem to uger tidligere. Men Rasmus, som jeg skulle rejse videre sammen med, var blevet nødt til at rejse til Danmark, fordi han var blevet bidt af en hund. Han skulle fluks hjem og have en rabiesvaccine. De andre havde allerede planlagt deres videre færd, og så endte jeg midt i min sygdomsrus med at bestille nogle nye flybilletter hjem.

Det har været en spændende rejse. Det har været vildt, at opleve hvor lidt et land kan fungere, og det har virkelig givet mig et nyt og bedre billede af Danmark. Jeg er evigt taknemmelig over, at jeg har fået lov til at vokse op i et land som Danmark, i en familie som min. De frustrationer jeg har haft på min rejse over Nicaraguanernes uselvstændige tankegang og deres mangel på forventninger til sig selv og hinanden, er alene et spejlbillede af det samfund de er født ind i. Man kan ikke bebrejde dem ret meget, for de har slet ikke haft muligheden, for at få en selvstændig tankegang. De har aldrig oplevet, at de kan forvente noget af systemet eller hinanden. Det ligger meget dybt i dem. Som min Nica-mor på landet sagde: “Vi nicaraguanere, vi kan ikke finde ud af at have penge mellem fingrene, så tager vi dem bare til os selv.” Hvis det er grundindstillingen til sig selv og samfundet, så er det svært, at ændre noget. Og selv om jeg synes, at mine Nica-forældre var nogle fantastiske mennesker, så tror jeg, at det lige så godt kunne have været dem, der havde været de korrupte i kooperativet. For det er ikke et spørgsmål om, hvorvidt de er gode mennesker. Det er et spørgsmål om, at det er sådan det fungerer i Nicaragua, og folk har aldrig oplevet andet.

En anden ting, som har gjort stort indtryk på mig, er børneopdragelsen og skoleundervisningen. Det er mildt sagt en mere håndfast børneopdragelse i Nicaragua. Igen, ved jeg, at min Nica-mor slår børnene, fordi hun tror, det er bedst. Hun gør det ene og alene fordi hun ikke ved bedre. Man kan ikke bebrejde hende noget.
Den uselvstændige tankegang er grundet mange ting, men mest af alt, at de lever i et diktatur, tror jeg. De får ikke lov at tage stilling til noget. De unge mennesker vi mødte, som var politisk aktive, havde tydeligvis lært deres holdninger udenad og kunne ikke finde ud af at argumentere, når vi stillede kritiske spørgsmål. Undervisningen i skolen er udenadslære, hvilket igen bidrager til en uselvstændig tankegang. De lærer ikke at debatere og argumentere, som man gør i demokratiske lande. I Danmark har vi skoler, der går op i elevdemokrati. Vi har elevråd osv. Der bliver hele tiden forventet af unge mennesker, at de lærer at tage stilling til samfundet omkring dem.

I bilen på vej hjem fra lufthavnen, kom vi til at snakke om tillid. Det er noget vi heldigvis er rige på i lille Danmark, – med god grund. Og det er noget vi skal passe meget godt på. Jeg rejste gennem USA på vej hjem. Man skal tjekkes i hoved og røv for bare at skifte fly i Miami. Fingreaftryk, billede, ESTA og underskrifter på det ene og det andet. Jeg tror, at hvis man havde lidt mere tillid og lidt flere forventninger til hinanden, så ville det også have en positiv effekt. Og jeg håber også, at det vil ske i Nicaragua i en af de næste generationer, når revolutionen kommer lidt mere på afstand, og spændingerne falder lidt til ro. Det er som om at de har overgivet sig til menneskets egoisme og accepteret, at det er sådan vi mennesker er, i stedet for at prøve at bekæmpe den side af mennesket. Jeg håber, at de vil begynde, at forvente noget mere af hinanden, og have tillid til, at det kan lade sig gøre at bygge et samfund op, som ikke er bundkorrupt. Det skal nok lykkes på et tidspunkt!

Det er også første gang, jeg har været så langt hjemmefra. Jeg overraskede mig selv positivt, da jeg fandt ud af, at jeg kunne mere end jeg troede, men det var også en udfordring, især når jeg lå syg – det gjorde jeg cirka en tredjedel af tiden. Det var en smule hårdt, og jeg har til tider vandret en kilometer, for at finde telefonsignal og ringe og sige: “Mooaaar, jeg vil hjeeem!”. Men det har alt i alt været sundt og godt og sjovt at være afsted.

Jeg vil bestemt anbefale folk at tage med på brigade. Det er meget interessant, og en af de eneste måder at rejse på, hvor man rent faktisk når at få en hverdag i helt andre omgivelser.Det, at jeg har været de samme steder så længe, som jeg har, har også gjort, at jeg virkelig er kommet ind på livet af nogle mennesker, som lever under helt andre vilkår end mig selv, og jeg har fået en forståelse for et land, som på mange måder er helt forskruet.

Nu vil jeg takke af, og starte på næste kapitel i mit liv. Jeg skal ud og finde arbejde, for at tjene penge til min næste store rejse, som går til Palæstina. Tusind tak fordi i har fulgt med på min blog! :)

One thought on “Sidste kapitel

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>