Jeg sidder på terrassen på et dejligt hostel i Estelí, ramt af sygdom endnu en gang. Vi er taget på en weekendtur til byen. Det er nu alligevel skønt med et lille afbræk fra Lars Tyndskids mark – bare for at mærke civilisationen. Livet på landet bliver mere og mere til hverdag. Jeg vænner mig til varmen, sæbeoperaerne, mine ti nye danske venner, dyrene i min seng, edderkopperne, latrinet, at vågne til lyden af tortilla-klapperiet klokken seks hver morgen, og at være storesøster. Jo mere man vænner sig til at tiden (og alt andet) står stille, jo nemmere bliver det at nyde landsbyopholdet.

Det bliver også mere spændende at være på landet, fordi man kommer længere og længere ind under huden på et, på overfladen, fungerende kooperativ.

Det er en fustrerende erfaringjeg har gjort. Nicaragua er gennemsyret af korruption fra micro- til macroplan. Folk har aldrig prøvet andet, og det mærkes tydeligt i et lille lokalsamfund, som det, vi er landet i.

I starten så det hele meget fint ud. Men efter kort tid begyndte det at bliver mere og mere mystisk. Man begyndte at mærke, at der foregik noget under overfladen, som forblev usagt. Jeg fik mig en god snak med mine nica-forældre om hvilke spor krigen har sat, og hvordan kooperativet (ikke) fungerer. Krigen har virkelig sat dybe spor. Man mærker spændingerne imellem mændene på landet. Det er ikke mere end 30 år siden, de lå i bjergene og skød på hinanden. På trods af, at de påstår at have sluttet fred med hinanden, undgår de helst hinanden, og lader en masse ting forblive usagt. Det er stort set det samme med kooperativet. Folk undgår helst at nævne det. Det er tilsyneladende for stor en konflikt at tage op. Nicaraguanerne er generelt meget konfliktsky. Dette er også en af grundende til, at der er lang vej til et korruptionsfrit Nicaragua. Folk nikker og smiler i stedet for, at tage konflikten. Det må være en ond cirkel. De som tager konflikten op, får ikke noget godt ud af det. Så det ender med, at folk makker ret. Og det giver de korrupte større og større magt.

Kooperativet er et ret godt billede på hele Nicaragua. Ganske uigennemsigtigt, men alligevel ret let at gennemskue. Det man hører  i krogene er, at alle indtjente penge går lige ned i lommen på præsidenten i kooperativet. Der er ikke længere nogle mandlige medlemmer i kooperativet, for et medlemsskab ville svare til at smide sine afgrøder ud af vinduet. Afgrøderne bliver godt nok solgt i byen, men pengene forsvinder, når de når til præsidenten. Præsidenten roser kooperativet til skyerne, og når hun er til stede nikker resten af byen med på alt hvad hun siger. Det er det rene vanvid. De har prøvet at vælte hende af pinden, men det er ikke lykkedes dem, fordi hun har kontrakt på i alt 8 år. Selv har jeg mistænkt det for at være fordi hun er flsn. Det skal dog også siges, at det er det man hører i krogene, og at jeg ikke har noget andet end uofficielle udtalelser, som helst ikke ser dagens lys i lokalområdet. Jeg har ikke set budgetter eller lignende. Men hvis du spørger mig, så tror jeg, at det er bundkorrupt!

Udfordringen var så at finde et projekt, der kan fungere uden om kooperativet, så en eventuel fremtidig indkomst fra projektet ikke vil ende i lommen på præsidenten. Det føler jeg, er lykkedes for os. Man kan også mærke det i lokalbefolkningens motivation. De glæder sig og arbejder hårdt, for at få bygningen op at stå.

Denne opdagelse jeg har gjort får mig til at føle mig meget magtesløs. Nicaraguanernes opgivende tilgang til tingene giver mig lyst til at ruske i dem og fortælle , at de har deres rettigheder til at gøre oprør og sige deres mening. Samtidig ved jeg, at det er en umulig mission, at gå imod flsn, og det bliver nødt til at være deres egen revolution, hvis det skal holde, ikke ti hvide danskeres revolution. En anden faktor der bremser dem i, at stå sammen og gøre oprør mod præsidenten er, at samarbejdet i byen er meget dårligt, grundet krigens levn af had og ulighed. Jeg tror først, at det kan blive den næste generation, der kan stå sammen om at ændre tingenes tilstand. Det er bare så sørgeligt at se det hele stå stille.

På trods af min følelse af magtesløshed, føler jeg mig heldig, fordi jeg har fået lov at se hvor absurde livets udfordringer kan være for nogle mennesker.

For at løfte stemningen lidt kommer der et par billeder med i samme omgang:

Min nicafamilie og mig

 

Byggeriet på skolen

 

Byggeriet på skolen

 

Arbejdet på skolen. Vi bygger en reol.

 

Min lillesøster, Yedeling i køkkenet.

 

Eva og Yedeling i stuen

 

Min fars nye ovn

 

Vaskestenen til venstre og mit nye luksusbad

 

Huset set fra vejen

 

Æggelæggeriet til venstre og brønden ved køkkendøren