Landsbyopholdet er slut, og turen er gået videre til Leon.

Alt i alt har det virkelig været et godt landsbyophold. De første tre uger gik en smule trægt. Det var svært at snakke med min Nica-familie, jeg var syg det meste af tiden, projektet var ikke så meget andet end møder endnu, og jeg havde endnu ikke vænnet mig helt til de primitive forhold. Men efter cirka tre uger, skete der pludselig noget.

Det var aftenen før vores weekendophold i Estelí, og jeg sad og så sæbeoperaer i stuen med min Nica-familie. Manuel, min Nica-far, som ellers tidligere har været en mand af meget få ord, begyndte at spørge ind til forholdene i Danmark. Han spørger: “Det ligger da i USA, ikke?”. Jeg forklarer, at Danmark ligger i Europa, hvorefter han svarer: “Nåårh, men det ligger tæt på USA, ikke?” Jeg forklarer, at USA og Europa ikke ligger specielt tæt på hinanden. Med et splitsekund blev Manuel et andet menneske. Den aften snakker vi i tre timer om, hvordan der er i Danmark. Jeg var sjovt at fortælle om noget, som var så langt fra deres forestillinger.

De sidste tre uger har været sjove. Jeg kunne først og fremmest mærke, at jeg havde nået at savne min Nica-familie i Estelí. Derudover blev det nemmere at snakke med familien, og samtidigt også nemmere at acceptere, at det er svært at snakke et nyt sprog. Jeg blev ikke rask, men jeg vænnede mig til at være syg. Projektet begyndte at gå stærkt fremad. Manuel var på byggepladsen næsten hver dag, hvilket også gav en mulighed for at få et bånd til ham, selv om det er svært at tale. Til sidst blev man også vandt til de primitive forhold, og jeg kom virkelig til at holde af, at bade under åben himmel.

Far-dattertid på byggepladsen

Eva og jeg laver tamales til påskemiddag

I løbet af de sidste tre uger tog Rasmus jeg også en overnatning ved Lago de Apanás, som er Nicaraguas tredje største sø, der var virkelig smukt! Jeg er forelsket i Nicaraguas bjerge. Vi sejlede på søen mens solen gik ned og spiste friskfangede fisk, som blev tilberedt af en skør, lille dame, som var ligeså bred, som hun var høj. Næste morgen stod tidligt op og så solopgang, inden vi tog bussen hjem igen.

Fisker ved Lago de Apanás

Fiskerne tager på arbejde

De sidste dage på landet var spækket med afskeds-tamtam. Den sidste aften spiste alle brigadist-familierne middag sammen. Alle familierne havde taget et bord med. Bordene blev linet op på en lang række, og så spiste vi for første gang sammen omkring et bord. Det er ellers ikke noget man bruger meget i Nicaragua. Efter spisning blev der fyret op for anlægget og danset salsa og  marenga, til sveden dryppede. Min familie og jeg tog hjem før festen var slut.  Og stemningen i huset da vi kom hjem var meget mærkelig. De sad samlet og så på mens jeg pakkede, og der blev ikke sagt et ord. Min Nica-mor kom med en bamse, som var en afskedsgave fra hele familien. Næste morgen spændte Manuel to store okser for kærren, og kørte alt vores bagage til Malekon, og de fleste familie gik med deres brigadist op til bussen – et langt optog med Manuel og okserne i spidsen. Stort set alle græd. Seks meget intense uger var forbi. Tanken om, at jeg måske ikke ser dem igen, er trist. Og hvis jeg ser dem igen, går der højst sandsynligt nogle år. Men det er jo et godt tegn, at det er trist at sige farvel.

Guitaren er fremme, og vi holder fest i svinestien ved hængekøjerne

Nu er vi i Leon på kultur-politisk uge. De første dage i Leon er gået meget med påske. Gaderne er fyldt med optog, hvor de bærer stattuer af Jesus med korset på ryggen gennem byen. Hver dag er der optog der passer til helligdagen, og de laver ceremonier  hvor de flytter rundt på store figurer og gentager, hvad der skete i påskedagene. De flytter Jesus fra korset ned i graven og tager ham op igen dagen efter. Langfredag hang de Judas i et træ, og bar sørgende figurer af Jomfru Maria og Maria Magdelene. Der bliver gjort rigtig meget ud af det, og det er virkelig tydeligt hvor stor en rolle religion spiller i dette land.

Påskeoptog i Leon

Udover diverse påskeoptog har vi mødt Sekuan, en nicaraguansk teatergruppe, som laver oplysningsteater. De er meget søde og imødekomne, og det er sjovt også at møde nogle unge nicaraguanere, som måske er et stykke tættere på et liv, som ligner vores. I dag har vi lært at danse Salsa og Nicaraguansk folkedans. De næste dage bliver ikke så påskeprægede. Her skal vi nemlig besøge et sted for handicappede børn, have møde med en studenterbevægelse,  og to politiske ungdomspartier, henholdsvis FSLN og PLC.  Jeg tror, at det bliver super spændende!

Min ferie i næste uge kommer til at gå tre dage til Isla de Ometeppe, og fire dage til San Juan del Sur. Vi kommer til at bestige vulkaner, slikke sol, spise lækkert mad og surfe.